[boganmeldelse af John Hird og Peter Kvistgaard (2010). Oplevelsesrum. Turisme, kulturarv og oplevelser – et krydsfelt. Århus: Academica]Oplevelsesrum er en interessant bog om destinationer og oplevelsesøkonomi. Bogen har sin berettigelsen i kraft af sin grundige gennemgang af en ny og særlig model – oplevelsesmatricerne – som ser ud til at kunne hjælpe og styre processer med at udvikle destinationer. Oplevelsesrum har det grundbudskab, at massiv markedsføring for at tiltrække turister ikke vil have nogen effekt, hvis stedets værdisæt ikke ordentligt er tænkt ind fra starten. Der er noget særligt sympatisk ved denne tilgang til oplevelsesøkonomi. Forfatterne John Hird og Peter Kvistgaard ser det nemlig ikke som nogen fordel, at jagte turisterne som et andet publikum. Hird og Kvistgaards tilgang er, at destinationsaktører er nødt til at arbejde seriøst med at forstå, hvilket værdisæt vores sted på det oplevelsesøkonomiske landkort repræsenterer, før det giver mening at ville trække turisterne til. Eller oversat til markedsøkonomiske termer: Få styr på udbuddet inden der investeres i at aktivere efterspørgslen.
Oplevelsesrum har på den teoretiske side flere interessante pointer. Den største er den velkomne inddragelse af Gerhard Schulzes kultursociologiske undersøgelse af oplevelsessamfundet. Schulze er på den ene side med fra starten i Hird og Kvistgaards indkredsning af feltet turisme og oplevelsesøkonomi til operationaliseringen af oplevelsesmatricerne som værktøj til at udforske steders genius – egenart eller værdisæt. På den anden side kunne det have været interessant, hvis Schulze havde spillet en større rolle i opstillingen af oplevelsestyperne. Hird & Kvistgaard laver en model på trin to i modellen for oplevelsesmatricer, som direkte bygger på de amerikanske oplevelsesforskere Joseph Pine og James Gilmore. Hird og Kvistgaard skriver herom: ”Generelt har forfatterne af denne bog det meget vanskeligt med Pine & Gilmores oprindelige model. Den er umulig at arbejde med i praksis, hvis man kender lidt til metoder (…)” (Hird & Kvistgaard 2010, 89). Her kunne man stille spørgsmålet, hvorfor så lade den være styrende for oplevelsestyperne i modellen over oplevelsesmatricer? Hvorfor ikke tage den metodiske konsekvens, understøttet af den inspirerende læsning af Gerhard Schulze, og i stedet lave en anden figur/analysemetode, som netop vil kunne tage højde for, at smag har sin egen værdi i selve oplevelsen. Det virker heller ikke helt gennemargumenteret, hvorfor nydelsesdimensionen skal med i modellen. Det er korrekt, som Hird & Kvistgaard skriver: ”Nydelse er tilføjet, fordi nydelse spiller en central rolle for det moderne menneskes hedonistiske livsstil. Her kan man indvende, at nydelse kan findes i æstetiske oplevelser alene eller i underholdningsoplevelser alene eller i en kombination af de to.” (Hird & Kvistgaard 2010, 89). Men spørgsmålet om hedonisme, eller moderne hedonisme har snarere at gøre med hele det oplevende menneskes tilgang til omverden. På den led burde nydelse ikke være noget selvstændigt aspekt i modellen, men snarere være fundamentet for modellen, som en slags forudsætning for, at mennesket opsøger æstetiske, underholdende, actionprægede eller læringsmæssige oplevelser.
Spørgsmålet om rum tager Hird & Kvistgaard fat på i deres indledende diskussion. Forfatterne indkredser oplevelsesrum som: ”En fysisk og mental kontekst, der giver nogle bestemte rammer for det enkelte individs oplevelsesmuligheder, og som medvirker til at formidle destinationens værdisæt. Der er både permanente og ikke-permanente rum og naturlige og menneskeskabte rum og kommercielle og ikke-kommercielle rum.” (Hird & Kvistgaard 2010, 19) Men er der ikke andet, der afgrænser rummet fra at være stort set hele den spatio-temporale zone, som et menneske, enten alene eller sammen med andre træder ud eller ind i, når bussen eller bilen forlades, eller når indgangsportalen overskrides? Den franske historiker og filosof Michel de Certeau har med sine begreber om sted og rum foreslået: ”Rummet er således sammensat af intersektioner af mobile elementer. Det aktualiseres i en vis forstand af helheden af de bevægelser der udfolder sig inden for det. Rum opstår som den effekt der produceres af de operationer der orienterer det, situerer det, temporaliserer det, og får det til at fungere i en polyvalent enhed af konfligerende programmer eller kontraktlige nærheder.” (de Certeau i Peter Larsen 1996, 16) Eller sagt med lidt andre ord: Rum er et sted, hvor der praktiseres noget bestemt, også sprogligt. Rum er kendetegnet ved de operationer, der normalt udfolder sig. Så spørgsmålet om, hvad vi plejer at gøre i et særligt rum – praksis eller handling – må være en del af en definition af begrebet oplevelsesrum. Man kunne så spørge, hvad er det en turist gør, når han eller hun er turist. Og selvom det er sikkert, at Hird & Kvistgaard vil svare, at de møder og oplever stedets værdisæt, så må stedet også understøttet en oplevelse af, netop at være turist. Og det gør noget særligt ved et rum.
Oplevelsesrum står stærkt på den metodiske front. Videnskabsteoretisk bliver der trukket nogle linier til fænomenologi og hermeneutik, som i sig selv er forfriskende. Der kunne stille et spørgsmål, som er for de indforståede: I hvilket omfang er Hans Gullestrups funktionalistisk inspirerede kulturforståelse fortolkende? Forfatterne noterer selv, at det er svært at arbejde med kombinationsformer både på de principielle og det praktiske metodiske niveau. Men her fremstår forfatterne alt for selvkritiske. Netop deres forsøg på at overskride grænserne mellem fortolkning og iagttagelse, mellem at vurdere og at måle har ledt til en brugbar model. En model der både har blik for hele processen (etablering af styregruppe, undersøgelsesaktiviteter, til kvalitetssikring), samt det fundamentale spørgsmål: Hvad vil det sige at opleve et rum?
Der er imidlertid et metodisk spørgsmål, som forfatterne ikke giver noget klart svar på: Selvom der er fokus på udbudssiden, gør det ikke noget forskel, at de udvalgte deltagere i oplevelsesmatrice processen strengt taget ikke kan forventes at dele kultur og derved måde at opleve destinationer på? Hird & Kvistgaard er bevidste om problemstillingen. På den ene side anfører de, at deres erfaringer er, at deltagerne i processen er gode til at leve sig ind i rollen som turist. Men er det nogen garanti for, at japanske og russiske turister vil opleve stedets egenart og værdisæt? Her er forfatterne videnskabsteoretiske lidt uklare. Den virkelige verden findes, dvs. oplevelsesrummet er, selvom der skal masser af subjektive fortolkninger til, også fra mennesker der ikke deler nordeuropæisk kultur eller kulturelt værdisæt.
Oplevelsesrum indeholder en rig case del. Denne del demonstrerer ikke blot, hvordan hele det metodiske setup kan omsættes, men også det materiale, som forfatterne bygger deres model for udforskning af oplevelsesrum på. Case delen appellerer på den måde ikke blot til studerende, som skal lære at designe oplevelser, men i særdeleshed også til de destinationsaktører, som har en klar interesse i at kunne udvikle deres genius loci, oplevelsesrummets værdi.
Oplevelsrum er på trods af de akademisk kritiske nedslag en interessant bog. Den er ikke levende i sin fortælling, som etnografer ville kunne formidle. Den skal naturligvis heller ikke være fortællende, men forklarende og analytisk. Og det er den til fulde.
Kilde
Peter Larsen (1996). Imaginære rum. I tidsskriftet Kultur og Klasse 80, 23. Årgang nr. 2. Holte: Medusa
Bogen er sat til anmeldelse i magasinet UGlen 3/2011
0 kommentarer:
Send en kommentar